Hejrestellet

Det er lidt af en sjældenhed, at vi hos Hartogsohn Antikviteter kan præsentere et spisestel til 12 personer med meget tilbehør i den senere udgave, der er sart og neddæmpet i hvidt, sart lyseblå og guld.

Mønstret blev skabt i slutningen af 1880erne, hvor maleren, illustratoren, kostumieren mm, Pietro Krohn blev ny kunstnerisk leder af Bing & Grøndahl og gerne ville fremstille noget, der med succes kunne fremvises på Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København i 1888 og året efter ved Verdensudstillingen i Paris .

Inspirationen bl.a. til valg af fugl kom, som meget andet på det tidspunkt, fra Japan, men hejren lever jo også i Danmark og dens farver – blå-grå og hvid – egner sig godt til underglasurmaleri, der endnu var uprøvet for B&G men som Den kongelige Porcelænsfabrik allerede eksperimenterede med.

Det oprindelige stel var til 24 personer og trods hejrens sarte farver med en kraftig blå bemaling og med meget guld-staffage. Hvor stor produktionen af Hejrestellet har været vides ikke men den har sandsynligvis været temmelig begrænset.